Feeds:
Indlæg
Kommentarer

I sandhedens tjeneste har vi her på bloggen taget misantropihatte på for at komme med en afsløring:

Der er på Dyrehaven observeret en særlig art bingo af den misantropigenererende slags.

Det kan rapporteres, at der på ovennævnte beværtning gentagende gange er blevet trukket Rancière-kort mod undertegnede misantroper midt i et bingospil! Den slags er jo helt utilstedeligt, at et binoget objekt ikke bare undlader at bingoe tilbage, men ligefrem udviser en total mangel på interesse for spillet. “Ellers tak, jeg tror jeg springer over” er måske nok et acceptabelt svar på spørgsmål ala “vil du have mere sovs” eller endda “du skal da ha en øl mere”, men det er ikke et svar der kan bruges i et bingospil.

Når man så står der med en våd klud klasket i ansigtet kan man observere hvordan livet går sin vante gang og næste bingo på radaren vælger at tømme en øl ud over vores sagesløse veninde.

Vi siger tak og nej tak til Vesterbro og i særdeleshed Dyrehaven og vender hjem til vores naturlige habitat i 2200.

Meget apropos formiddagens plan om at udvikle endnu en skabelon, konstaterer vi nu at nogen igen har fundet frem til os via en googlesøgning: konfliktsky mænd

Er der virkelig så mange af dem i vores verden, at de bliver et søgekriterie for at finde os? – Åbenbart, men det er altså ikke i orden og vi kan hverken høre hvad google eller de konfliktsky mænd siger! Nix vi godtager det ikke!

Så er der igen blevet begået selvcensur her på bloggen.

Vi ville have bragt et længere indlæg om malerruller og diverse teleskopstænger, men har af etiske grunde valgt at censurere det.

- Beklager

Bag mig ligger jordens mærkværdigste semester. Et efterårs lytten med kun et halvt øre. Og nu skal jeg til eksamen.

At gå til eksamen er en pudsig disciplin. Meget afhænger af den gode energi. At man går ind, er på, tænker knivskarpt, er bedøvende med alt det litteratur, man ikke nåede at læse og bare er tilstede. Hvor tit har jeg ikke efterhånden stået i den situation at skulle lave en koncert med kun et par dages forberedelse. For ikke at tale om alle de mange andre gange, hvor man mødtes en time inden koncerten, indstuderede, hoppede i koncertkjolen, puttede ekstra rouge og et stort smil på- og leverede varen.

På en eller anden måde er det her fag blevet symbol på alt det, der gør, at man ikke rigtigt rører sig ud af stedet. Alt muligt har lappet over, begyndt. Men dét, at faget og dermed også det her efterår, ikke er blevet lagt på hylden, føles irriterende.

Hov, hvad skete der lige der?
Nej da, jeg skal altså helt sikkert hverken drikke vin eller i byen. Overhoved ikke sagde jeg. Og endte selvfølgelig et par timer senere med at sidde i baren og drikke de øl, der på magisk vis blev ved med at dukke op. Mænd jeg ikke var interesserede i var ret så interesserede i mig, et par eks’er dukkede op og alt virkede som en normalt metervare bytur.
Og nu sidder jeg så her med et kronisk smil og tænker: Hov, det havde jeg ikke lige forudset… For den helt almindelige, lidt uforsvarlige bytur tog pludselig en drejning efter en gåtur hjem i selvskab med en ven.
Så jeg ryster lidt på hovedet, smiler lidt og tænker, at det føles som en begyndelse.

Bloggerduoen fra Vikanikkehørehvaddusiger indrømmer at udøve selvcensur. Vi har tegnet Pia K i burka, men kan af frygt for terrorangreb IKKE offentliggøre tegningen.

Sandmark begik hybris – hun købte Asti, før pelsen var skudt. Nøglerne til lejligheden er blevet tilbageholdt af kafkask bestyrelse, men det forhindrer ikke os i at skåle i bobler og skrive to do-lister over de næste to ugers entreprenørvirksomhed og bestille sønderjyske håndværkere. Nye blogtiltag er blevet vedtaget på et udviklingsseminar i det Sandmarkske køkken. Læseren vil kunne glæde sig til en ny redaktionel linje, og vi kan her afsløre to af den kommende tids koncepter. Vi introducerer en løbende opdatérbar “Hall of Wank” og “Misantropinyt”, der præsenteres i samarbejde med Elitesvinene.dk – her vil I kunne finde anmeldelser (af steder/bøger/begivenheder) drysset med en smule had.

Tilbage er kun at sige, at Sauerland har fået rosiner i sit fredagsslik, og Sandmark har planer om at håndhæve en af sin mors favoritter: Nettet virker kun, når det regner, “og desuden jeg skal bruge strømmen til tapetafdamperen”.

Måske overvejer Sauerland at tage på Diamanten og læse til eksamen. Så kan der også spilles bingo samtidigt. Sandmark satser kraftigt på at se på heste – siden prins Valiant har der bare ikke været ordentlige fyre med pagehår at opdrive, og prins Valentin blev sidst set på Anholt – foruroligende gammel og småfed. Næ du, heste, det ved man, hvad er, og Penny vidste det også.

Januar-tanker

Året er i dén grad igang, og jeg flintrer rundt på min blå cykel. Ind imellem arbejder jeg endda.

Hurtig opsummering af denne uge:

Helte-nyt: Jeg har fået mig en ny, men ældre, helt fra årgang ‘47. Selvom Sandmark naturligvis også var firstmover på den front, så kom jeg i nærkontakt med Bjørn Nørgaards betragtninger i denne uge, hvilket viste sig at være netop det boost, jeg trængte til. Magen til sensibilitet overfor verden og formuleringsevne kan det danske kunstliv se langt efter.

Back end, schmack end: Hvis det havde været muligt, havde jeg kylet et vist back end ad helvede til.

Residensnyt: Sandmark har indkøbt et stks lejlighed. De næste to uger kommer til at stå malergrejets og eksamenslæsningens tegn. Iiih, det bliver så spændende!

Stadig-nyt: Tysk litteratur og tyske film holder! Og Goethe-Institut!

Bach-revival: Bach har slumret i det forgangne efterår (det var nødvendigt at skubbe denne centrale del af mit liv ud i periferien), men er ved at komme grueligt igen.

Lektie-nyt: Det er sjovere at lave lektier til benhårdt og fantastisk arbejde. Æder mig gennem stakke af film, litteratur og aviser. Elsker det.

Eksamensnyt: Intet nyt at melde.

Fiktionsnyt: Produktionen af korthistorier har været forbløffende god på det sidste. Hmm, hvis det bliver ved, er jeg sgu nok nødt til at udgive dem.

Vi må desværre indrømme, at der ind i mellem kan ske ganske betydelige fejl og her på bloggen. Ja, det er sandt. Vi er kede af det, Conni Petersen er i oprør og to mennesker vi holder meget af er skuffede. Vi er altså ikke ufejlbarlige, men vi vil dog forsøge at  gøre skaden god igen.

Miseren er, at vi i jublen over Connis fantastiske sang er kommet til at udelade et meget vigtigt vers. Så nu er der ikke andet at gøre end at sige undskyld, undskyld, undskyld. Undskyld til Conni for på den måde at have maltrakteret hendes sang. Undskyld til læserne for i første omgang at have snydt den for den perle fra Siest Nytår – Tøs um. Og ikke mindst undskyld til Betina og Jes-Per for at have glemt dem.

Det glemte vers kommer her:

Ska du i æ bye så ring te Jes-Per
han kenne ålle stæder hvor da sker lidt mer
Betina hun tøs han æ fin
de drikke sjusse år tøs um hinanen
tøs um

Nogen gange kan man have brug for at give gamle flammer på fjerne kontinenter, i nabolande eller på naboøen en venlig, men bestemt, tilkendegivelse af éns fortsatte eksistens. Hvilket glimrende incitament for et par hjælpsomme sjæle som denne bloggerduo til at gøre denne, indrømmet lettere pikante disciplin, bare en kende lettere for den skrivende. Desværre kan man ikke vide sig helt sikker på, hvilken effekt mailen vil have på den modtagende part – spontant udløst, frådende begær over mange kilometer er ikke den eneste mulighed.

Kære …(indsæt navn)

Det er længe siden. Jeg tænker tit på dig og de lange ture ved …(indsæt flodbredde/svungne alléer/geografiske steder). Hvordan går det i … (indsæt land/ø)?

Kan du ikke snart komme til … (indsæt land/ø) igen? F.eks. d. (indsæt dato) – min kæreste vil være bortrejst dér. Jeg har taget fri fra arbejde, og vi kunne tage til …(indsæt idyllisk sted langt ude på landet/sommerhus i en særdeles afsides egn).

Hvad siger du til det?

De kærligste hilsener,

…(indsæt navn)

Older Posts »