Jeg bliver overrasket hver gang det sker. Det burde ikke komme bag på mig, men hver gang jeg oplever, at ikke alle ser idealisme som noget positivt blir jeg lidt rystet. Med idealisme mener jeg ikke fanatisme. Jeg taler om at leve og tænke ud fra nogle idealer for hvordan men gerne vil være som menneske. Hvordan kan være negativt at havde et ønske om at rede verden? At tro på at et enkelt menneske kan gøre det alene, er måske nok naivt, men vel ikke dårligt? Jeg tror ikke jeg kan rede verden. Men mine idealer siger at jeg godt kan gøre en lille del af den bedre.
Nogen har spurgte mig: Hvorfor er du så idealistisk? Hvad har fået dig til at bruge så meget af din tid på alt det der frivillighed? Min første reaktion har været at svare: ”Fordi det er umuligt for mig at lade være”. Når jeg har mulighed for at stille mig selv og min tid til rådighed så kan jeg ikke sige nej når det drejer sig om mennesker der har brug for hjælp. K. E. Løgstrup skriver ”vi er hinandens verden og hinandens skæbne.”[1] Den sætning sidder i mig og bliver min grund. Mennesker der er isoleret, hvis tillid til dem selv eller andre er truet eller blevet brudt, deres liv bliver helt urimeligt komplekst. Vi er som mennesker simpelthen nød til at stole på, at dem vi møder taler sandt og vil os det godt. Kan man ikke have tillid til de mennesker man møder i sit liv kommer man til at leve et liv fyldt med angst og uro. Jeg kan ikke se på og lande dette blive deres skæbne, for så bliver det også del af min. Hvis jeg bare kan gøre en lille smule for at bringe tryghed ind i en angst verden må jeg gøre det, ellers svigter jeg ikke bare dem, men også mig selv. Nærmere kommer jeg det ikke lige nu.
Løgstrup siger det så meget bedre end jeg:
”Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse. Hvilken vidde og farve den andens verden får for ham selv er jeg med til at bestemme med min holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig – og ikke mindst er jeg med til at gøre den tryg eller utryg. Ikke ved teorier eller anskuelser, men ved min blotte holdning. Hvorfor der er uudtalt, så at sige anonym fordring til os om at tage vare på det liv, som tilliden lægger i vor hånd.”[2]
For mig er det indlysende. Hvis jeg skal vælge mellem lys eller mørke, tryghed eller utryghed, så vælger jeg tryghed og lys, og ikke kun for mig selv.
[1] K. E. Løgstrup, Den etiske fordring, Gyldendal, København 1957 side 26
[2] Op.cit. side 28
Èn skulle da være en ussel fætter (til Nina) hvis man ikke lige skulle have lov til at kvittere frit fra leveren -eller anden indvold der anvendes til mestendels at reflektere med, sådan over tingenes kontemporære tilstand- at det er yderst rart og oven i købet befriende at læse herinde, eller hedder det egentligt derude i slige medier, hvordan én faktisk ikke overhovedet er mutters alene med sin ideologiske opfattelse samt anvendelse heraf. Så tak for indhold!
Har derfor så også valgt at glæde mig ekstra over en Nobelpris for en gangs skyld. Især efter at have set & hørt på folk jeg troede delte min tro på foroven omtalte “lys” forfalde til misundelig, kynisk og ignorant laden hånt om selvsamme ideologisk humanitære prissætning.
Nåmen nok om det. Hils kusinen. Ikk?