For første gang føler jeg decideret efterårslede. Allerede sidst i august, da kulden langsomt piblede ind under stoffet og fik skuldrene til at trække sig op, skete det. Regn, blæst som fronternes ækle, fæle, rådbefængte grimasse materialiseredes for min indre nethinde.
Alt er galt. Uforløste følelser for et andet menneske. Regn. Fæle ambitioner. Arbejde, der gøres halvhjertet.
